Livet er fyldt med farveller og nogle af os har det svært med selv de små  af dem.  

Der er hverdagens utallige små farveller, som når vi kysser familien farvel på vej ud ad døren om morgenen eller råber faarvel ned ad kontorgangen til kollegerne på vej hjem. Og de lidt større farveller, som når man drager af sted på ferie.  

Så er der de store farveller, som oftest er de smerteligste.  Måske et farvel til jobbet enten fordi man selv vælger det, bliver fyret eller går på pension. Eller farvel til ægtefælle og svigerfamilie ved skilsmisse, farvel til de store børn, der flytter hjemmefra, farvel til en ægtefælle man må sende på plejehjem eller farvel til det gode helbred. Og så er der det uigenkaldelige farvel ved dødslejet.  

Et farvel er altid også et goddag til noget nyt. Nok kan sorg og savn gå hånd i hånd med især de store farveller, men det kan glæden også, fordi velsignelser kan dukke op ganske uventet. 

At tage afsked og sige farvel er også  at sætte fri. Det er at give sin velsignelse til, at den anden drager videre uden mig. Far vel! Sagt sådan, talt fra hjertet, er du selv fri. Da er du fri til at flytte blikket over på den anden side af fraværet og tabets tomme hul, der hvor du får øje på taknemmeligheden trods smerten. Da ser vi, at der findes meget andet godt til os; goddag til velsignelser under farvellerne, som på ny leder os ind i nærvær i vores eget liv, der, hvor tro og håb bor. 

Påsken nærmer sig.

Tænk, hvad der skjulte sig under Langfredags hjerteskærende farvel til Jesus. Der skjulte sig en opstandelse uden lige.

Påskemorgens goddag til Kristus vendte dødens uigenkaldelige farvel til et på gensyn. 

For os kristne rummer et farvel altid et på gensyn!   

Helle Viuf