Menighedsrådenes historie og om deres indflydelse i folkekirken

De første menighedsråd i folkekirken blev oprettet i 1856, kort efter indførelsen af Grundloven. Siden dengang har rådene skiftet karakter og betydning flere gange. I dag har et menighedsråd både indflydelse på den lokale administration af økonomi, bygninger og personale og på tilrettelæggelse af det åndelige arbejde i sognet.

Begyndelsen
I 1856 blev der udsendt et cirkulære om, at præsterne kunne oprette menighedsråd. Rådenes medlemmer skulle være en slags medhjælpere for præsten. Til gengæld var der ikke mange administrative eller økonomiske opgaver, for på denne tid var kirkerne endnu oftest i privat eje, præsten havde selv ansvar for præstegården, og der var endnu ikke mange ansatte ved kirkerne, bortset fra præsterne. Det var dog frivilligt, om man ville oprette menighedsråd, og det viste sig, at interessen ikke var særlig stor. Hen imod århundredeskiftet var ordningen næsten døet helt ud.

Efter systemskiftet i 1901 fik Danmark en ny driftig minister for kirke og undervisning, venstremanden I.C. Christensen. Han ville forberede kirken på større selvstændighed, fordi det i disse år så ud til, at de kulturradikale og socialdemokraterne efterhånden ville få gennemtrumfet, at kirken og staten skulle adskilles. Derfor fik Christensen i 1903 vedtaget en lov, som påbød, at der skulle være et menighedsråd i hvert eneste sogn i Danmark.

Der var bred modstand mod indførelsen af menighedsråd: præsteforeningen, biskopperne, Landstinget og vækkelsesbevægelserne var imod af forskellige grunde. For vækkelsesbevægelserne (grundtvigianerne og Indre Mission) drejede modstand sig om, at også de, der ikke i forvejen var aktive troende, kunne sidde med i rådene. Vækkelsesbevægelserne ønskede, at kun de opvakte troende skulle have indflydelse på kirken, fordi de frygtede, at de mere passive

folkekirkemedlemmer ville underminere det kirkelige arbejde. I praksis viste deres frygt sig dog at være ubegrundet, for ikke mange ud over dem, der i forvejen var kirkeligt engagerede, havde interesse for at stille op til menighedsrådene.

De første menighedsrådsvalg blev afholdt i december 1903. Der kunne kvinder for første gang stemme i Danmark. De fik først stemmeret til folketingsvalgene 12 år senere. Menighedsrådene havde stadig ikke mange administrative opgaver, men de skulle have et tæt samarbejde med præsten, bl.a. også om den private sjælesorg. Dette blev ændret i 1912, hvor der kom en ny lov, som understregede, at præsten er uafhængig af menighedsrådet. Man ville ikke længere have, at menighedsrådet skulle blande sig i præstens embedsførelse.

Som noget nyt havde menighedsrådet fra 1903 også indflydelse på, hvem der blev ansat som præst i sognet. Denne indflydelse blev styrket med loven fra 1912, men i øvrigt ændredes menighedsrådenes ansvarsområder meget. Siden 1912 har menighedsrådene ikke haft så meget ansvar for det kirkelige liv og kirkens selvstændiggørelse. Derimod fik rådene ansvaret for kirkens bygninger og for den voksende gruppe af ansatte: gravere, kordegne, kirketjenere, sognemedhjælpere osv.

Fra 1912 til i dag
Der er ikke sket store ændringer i menighedsrådenes opgaver siden 1912. I 1922 fik de dog udvidet deres beføjelser noget, da I.C. Christensen igen var kirkeminister. Som noget nyt skulle biskopperne vælges ved en afstemning blandt stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer. Desuden blev der oprettet provstiudvalg, hvor menighedsrådene kunne samarbejde om økonomi på tværs af sognegrænserne. Dermed havde folkekirken taget et par skridt mere mod større uafhængighed.

Udviklingen mod større kirkelig selvstændighed kom dog ikke meget videre. Først i de senere år har man påbegyndt forsøg med stiftsråd i nogle af folkekirkens stifter. Da man indførte menighedsrådene, forestillede man sig også, at der med tiden ville blive indført et landsdækkende kirkeråd eller en synode, men det er endnu ikke sket. Til gengæld har Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer (oprettet 1920) fået stor indflydelse på folkekirken på landsplan.

I dag har menighedsråd i folkekirken et bredt ansvar for en lang række områder, dog stadig mest de administrative og økonomiske områder. Men menighedsrådet kan også igangsætte og godkende nye initiativer og arrangementer, og det skal spørges, før præsten kan afvige fra den normale liturgi i gudstjenesten. Desuden er det menighedsrådet, der bestemmer, hvem der skal være ansat ved den lokale kirke.

Menighedsrådsvalg
Siden 1912 er der blevet afholdt menighedsrådsvalg hvert fjerde år i november, og rådene har mellem 6 og 15 medlemmer alt efter sognets størrelse. Nogle steder er det dog svært at rekruttere så mange medlemmer, og derfor har en del sogne i de senere år ansøgt om at slå deres menighedsråd sammen. Det gælder især sogne, som i forvejen har præsten til fælles.

I de sogne, hvor der er flere kandidater til menighedsrådet, end der er pladser, afholdes der kampvalg. Det har dog altid kun været i et mindretal af sognene. I 1903 var der kampvalg i ét ud af tre sogne. Ved det seneste valg i 2004 var der kampvalg til 8,9 procent af menighedsrådene mindre end ét ud af 11 det laveste tal hidtil. Til gengæld er valgdeltagelsen steget en smule siden det laveste tal i 1996, så der ved det seneste valg var 17,5 procent af folkekirkemedlemmerne i sogne med kampvalg, der stemte. Ved menighedsrådsvalget i 1903 var valgdeltagelsen på 46 procent, mens den ved folketingsvalg altid er over 80 procent.

Menighedsråd i andre kirkesamfund
Det er ikke kun folkekirken, der har menighedsråd. Også andre kirkesamfund i Danmark har lignende ordninger. I den romersk-katolske kirke i Danmark blev menighedsråd indført i 1970 efter det Andet Vatikankoncil. Ligesom i folkekirken er der valg hvert fjerde år, og menighedsrådets vigtigste ansvar er indenfor økonomi og administration.

Også flere frikirker har menighedsråd, bl.a. baptistkirkerne og metodistkirkerne. I andre frikirker og frimenigheder hedder det ledende råd noget andet, f.eks. ældsteråd eller lederteam. I mange af disse kirker spiller rådet en endnu mere central rolle end i folkekirkens menigheder.

Provstiudvalg

Provstiudvalget består af provsten samt 2-7 medlemmer valgt af menighedsrådsmedlemmerne i de sogne, der udgør provstiet. Provstiudvalgets opgave er at koordinere den folkekirkelige økonomi.

Stiftsråd

I nogle af folkekirkens stifter, bl.a. i Roskilde Stift, har man oprettet stiftsråd. Stiftsrådene har til opgave at rådgive biskoppen og stiftets administration om både kirkelige, økonomiske og administrative sager.