Et forhold mellem to mennesker er altid bygget på tillid og på potentielt venskab. Den ene er ikke mere værd end den anden, og i fællesskab bliver man hinandens ”blik”, to ligeværdige sjæle, som kaster lys på hinandens liv.

”Anam Cara” er gælisk og betyder ”sjæleven”. Den nu afdøde irske forfatter John O’Donohue beskriver i sin bog ”Anam Cara” sjælsvenskabet således: «Den keltiske tradition anerkendte, at anam cara-venskab var begunstiget med hengivenhed. Venskabet vækker hengivenheden til live. Hjertet lærer nye måder at føle på» 1

Sjælen trives bedst, siger O’Donohue, i skyggelandet. Det er som med Rembrandts billeder – det væsentligste foregår ikke i det skarpe lys. Det er i ”skygge-rummet”, i det stadig dybere jordmulm, at sjælen genfinder sig selv.

I vores moderne verden har vi gjort én væsentlig fejl, understreger O’Donohue. Vi bader alting i neonlys. Vi er tilbøjelige til at stille ”skarpt” på alting. Neonlyset er videnskabelighedens lys, det analyserende blik. I dette lys mistrives sjælen. Mørket og mulmet giver sjælen beskyttelse - og dermed kimen til, at noget nyt kan fødes og opstå i det stille. Ikke alt tåler at komme for dagens lys – i hvert fald ikke lige med det samme. Der skal modning til.

Ifølge John O’Donohue er der mange ”blikke” at se tilværelsen med. Det grådige blik, det begærende blik, det fordomsfulde blik, det bekymrede blik – eller kærlighedens og barmhjertighedens blik. Der er et utal af ”blikke”, vi kan vælge at se hinanden med – og dermed livet. Gennem vores blikke bliver vi spejle for hinanden, på godt og ondt.

Det fordøm-mende blik gør ondt i sjælen og får den til at krympe –  mens det kærlige blik naturligvis vil have en helt anden og mere livgivende betydning. Gennem vores valg af ”blik” kan vi forme og omforme tilværelsen. Sjælen har brug for nænsomhedens og barmhjertighedens blik. Den har brug for at få lov at blive indfoldet i det dulgte, så den kan hvile og være til, uden at blive overbelyst. I det alt for skarpe lys dør dens væsen. 

Sjælevenner ”hænger ikke på træerne”, men sjælevenskaber opstår i fællesskabet og i medvandringen. Det er ikke viljesbestemt, men længselsbestemt. Vores liv bliver båret af relationer, som til stadighed fordybes og næres, i trofasthed.

Elizabeth Knox-Seith