I forbindelse med min ferie i vinter var jeg på Shetlandsøerne. Jeg besøgte venner på den lille ø Fetlar, hvor der bor cirka 65 mennesker. Øen er noget af det mest nordlige, der findes i Skotland. Næste ”stop” er Færøerne, og nærmeste storby er Bergen i Norge.

Fra gammel tid har der været en nær forbindelse til Norge, og faktisk også til Danmark, der på et tidspunkt ejede øerne, men gav dem væk igen til Skotland som brudepris til den skotske konge. Vikingerne brugte de små øer på grænsen mellem Nordsøen og Atlanterhavet som ”hvileplads”, før de rejste videre på deres farefulde togter til Island og Grønland, og før de drog videre ned langs Skotlands nordlige kyster og kom til Irland.

Selv den dag i dag kan man spore nordiske ord i dagligsproget på Shetlandsøerne. Et eksempel er det nordiske udtryk «sæter», der på engelsk er blevet til «setter», og bruges, når store græsningsområder navngives, f.eks. «Williamsetter». Andre eksempler er bakki, gris, galt, ting og tun.

At vandre på Shetlandsøerne er meget smukt. Der er et vildt og varieret dyre- og fugleliv. Man ser ofte sæler titte op af bølgerne, og er man heldig, kan man se oddere, der løber ud i havet og ”surfer” på bølgerne. Vejret skifter hele tiden, så man skal være parat til lidt af hvert. Det kan storme voldsomt, men også være blikstille. Der er dybe klippe-kløfter, som er formet af havets rasen, og milde, bløde enge, hvor fårene gennem århundreder har græsset.

Er der nogen, der har lyst til at være med til en pilgrimsrejse til Shetlandsøerne?

Er vi en lille gruppe, kan vi bo på ”House of Prayer and Retreat”, som forvaltes af Graham og Ruth Booth, der er henholdsvis præst og læge. De vil meget gerne udbygge venskabet til Skandinavien og har været i Norge og Danmark flere gange.

  Elizabeth Knox-Seith