Min datter flyttede hjemmefra sidste år. Det var  meget uproblematisk: jeg plukkede lidt i skuffer og skabe: gryder, pander og sengetøj og hvad der ellers hører til en husholdning. Hun fik, hvad hun skulle bruge og helt ærligt; jeg kan ikke mærke, at der mangler noget. Jo barnet, selvfølgelig! Men jeg kan ikke mærke, at der mangler nogle ting.

For mange år siden, da jeg selv flyttede hjemmefra, fik jeg 4 stole, som mine forældre havde købt, da de stiftede hjem i begyndelsen af 60´erne. Stolene har fulgt mig; først omkring spisebordet, så stablede jeg dem ude i skuet, og endelig flyttede de ud i gangen, og gjorde det næsten umuligt at komme ind eller ud. For en uge siden solgte jeg stolene. Jeg er ikke blevet rig, men jeg er blevet meget lettere! Jeg bliver ikke længere irriteret over, at stolene står og fylder op. Og jeg er ikke længere bekymret for, hvordan jeg forvalter min arv. Nogle gange er det skønt, at være arveløs!

Jeg har tænkt over det: Hvor bruger vi meget plads og energi på at opbevare ting, som vi ikke har brug for! Opbevaring og lagerplads købes og sælges over alt i landet. Det er da vanvittigt, at bruge penge på at opbevare det, som vi ikke har brug for.

Genbrugsbutikkerne laver et fantastisk arbejde ved at sælge det, som vi ikke har brug for til mennesker, der har brug for det. At de penge, der så kommer ind ved handlen, også kan bruges til at hjælpe andre mennesker, gør det kun endnu bedre.

Jeg læste, at man i Finland har et ordsprog, der siger: En mand bør ikke eje mere, end han kan have med sig op i et birketræ. Hvad er det så? Et krus, en kniv og et dankort? Det er måske lidt for lidt efter min smag.

Men nogle af os har mange flere ting, end vi har brug for. Andre mangler, hvad vi har. Måske sku´ vi alligevel nærme os et birketræ?