Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Sankt Hans - Hvorfor?

Sankt Hans - Hvorfor?
Udgivet ons d. 23. jun 2021, kl. 12:26
Nyheder

På kalenderen står der d. 23. juni, ved siden af står der Sankt Hans. Vi ved det handler som bål, fællesskab og "Vi vil fred her til lands". Men hvorfor fejre vi egentlig Sankt Hans? Og hvorfor skriver vi om det her i kirken, for har det ikke noget med hekseafbrændinger og midsommer at gøre?

Vi skriver om det her i kirken, fordi det er Johannes Døberens fødselsdag vi fejre, og den har været fejret i kirkerne siden 400-tallet – altså længe før vi brændte hekse af. Egentlig falder fødselsdagen første d. 24. juni, men her i Norden fejres den altså aftenen før, altså den 23. juni, på samme måde, som vi også fejre Jesu’ fødselsdag d. 24. december om aftenen.

Det med bål kan kirkerne dog ikke tage æren for. Den tradition stammer nemlig fra den meget gamle folkelige skik, hvor man d. 21. juni fejrede midsommer og sommersolhverv. Den aften blev betragtet som særlig hellig og her brugte man bålet til at jage al det onde væk med. Altså stadig uden hekse.

Da kirken valgte at tage den gamle højtid midsommer til sig, flyttede man så dagen, så det passede sammen med Johannes Døberens fødselsdag. Helt frem til 1770 og helligdagsreformen var det faktisk en helligdag, også selvom man allerede under Reformationen holdt op med at fejre dagen i kirken.

Traditionen med bål her man dog bevaret helt frem til i dag.

Men hvor kom det med heksene så ind i billedet? Ja det er der vist ikke helt nogen der ved og ifølge Nationalmuseet, så er traditionen først kommet til inden for de sidste 150 til 200 år.

Må I alle få en god Sankt Hans