Tak og på gensyn

Udgivet fre d. 24. apr 2020, kl. 10:11
Nyheder

Jeg vil gerne sige varmt tak for en vigtig tid i Antvorskov sogn, både som sogne- og psykiatripræst.

Jeg har været rigtigt glad for det fællesskab, som har været i menigheden, og for den varme modtagelse, jeg har fået. Jeg nåede at købe en andelslejlighed her i Slagelse, fordi jeg var sikker på, jeg skulle blive her. Men så kom kaldet til at blive pilgrims- og sognepræst på Møn, og det var svært at sige nej til, idet jeg har arbejdet med pilgrims-spiritualiteten i mere end 20 år.

Jeg er midt i at flytte til Møn, mens jeg skriver dette, men mærker samtidig sorgen over at skulle forlade Slagelse. Jeg har mødt en uvurderlig opbakning, både i Antvorskov menighed og i psykiatrien, og da flyttebilen forleden kom, stod der 15 hjælpere klar. Det var helt overvældende ... og jeg ser derfor frem til, at vi kan bevare kontakten. 


Sogneudflugt 16. august

I august måned, nærmere bestemt søndag den 16. august, vil der være sogneudflugt fra Antvorskov til Møn. Jeg vil se meget frem til at modtage alle, som har lyst til at komme med - og vise, hvad det er for en virkelighed, jeg er landet i på Møn, som sognepræst i Stege- og Nyord pastorat, og som pilgrimspræst for hele Stege-Vordingborg provsti, samt i Roskilde Stift. 

I stor taknemmelighed for min tid i Antvorskov ønsker jeg fred og alt godt til alle - og på gensyn.